×
M☰NU

EFTERBEHANDLING

Hvad gør jeg, når jeg er blevet tatoveret?


Tillykke med din nye tatovering!

For at din tatovering skal blive så god som mulig, er det meget vigtigt at efterbehandlingen, bliver taget seriøst og udført korrekt i de første 3-4 uger.

Der følger en gratis genoptegning med de første tre måneder, men kun hvis efterbehandlingen er udført korrekt, og der er behov for genoptegning.

Med venlig hilsen
Caroline Amundsen

Sådan efterbehandler du din nye tatovering

Når du er færdig med at blive tatoveret, så vil du få påført Dermal/englehud, som helst skal sidde op til 5 dage. Hvis der kommer en stor ansamling væske under, så anbefaler jeg, at du tager det af.

Så længe der ikke er kommet “skorpe” på endnu, (det tager for de fleste 7 dage), så er det meget vigtigt at overholde følgende: 

Altid have vasket hænder, inden du rører ved tatoveringen.

Skylle tatoveringen med koldt vand og brug en neutral sæbe. Dette gøres fra det øjeblik, du tager Dermal af. Når du tørrer den, så brug noget køkkenrulle, hvor du dupper, eller lader den lufttørre. Dermed undgår du eventuelle bakterier, der sidder selv i rene håndklæder.

Din vigtigste opgave de næste dage er, at få din tatovering smurt regelmæssigt. Dvs. når du føler, at den er ved at blive tør, skal den smøres med et tyndt lag.

I starten bør du smøre den flere gange om dagen, indtil din tatovering er skallet, og du kan mærke, at huden ikke længere er følsom. Efter et par uger kan du nøjes med at give den lidt creme, når du har været i bad, eller når den føles tør.

Cremen er vigtigst de første 4-5 uger.

I en periode kan din tatovering klø, og det kan være fristende at pille sårskorperne af, men du skal lade din hud skalle af sig selv. Så ingen pilleri! Det giver grimme ar og en grim tatovering.

Hvis du har kat eller hund, er det vigtigt at tatoveringen ikke kommer i kontakt med dem, indtil tatoveringen er skallet færdigt.

Som udgangspunkt har en tatovering aldrig godt af solens stråler. Derfor vil det altid være en god ide altid at smøre den ind i solcreme, når du skal være ude i solen. De første 6 uger er et helt no go. Der må du absolut ikke få sol på din tatovering.

Det samme gælder svømmehal og bade i havet. Det kan forringe kvaliteten af det færdige resultat.

Det er meget normalt, at en ny tatovering de første 72 timer kan blive hævet og rød. Oplever du at det fortsætter, eller hvis du er i tvivl, om der er ved at gå infektion i den, så kom ned forbi butikken eller send et billede, så kan jeg være med til at vurdere om, der skal et lægebesøg til. NB! Jeg er ikke læge, så hvis du er meget i tvivl, så opsøg læge med det samme.

Har du læst "de ofte stillede spørgsmål" ?

Er du til et godt tilbud ?

Tilmeld dig afbudslisten og få en besked, hvis jeg får et afbud.